Den typiske træning på voksenholdet består af opvarmning inklusiv lidt styrketræning, faldteknikker og træning af diverse teknikker (slag/spark, kast, låse, stranguleringer mm). Træningen foregår typisk to-og-to, og tager udgangspunkt i at den ene angriber den anden. Programmet kombineres typisk med eksempelvis kata, gulv-kamp eller randori (tilfældige angreb fra en eller flere angribere).
Vi forsøger at ramme en god blanding af at komme/holde sig i form, lære teknikker der kan bruges i praksis og forberede os til gradueringer. – Alt sammen med en grund-præmis om at vi passer på hinanden og minimerer risikoen for skader. Det betyder bl.a. at vi ikke sparrer slag og spark og passer på hinanden når vi ”Ruller” (øver gulvkamp). Med eet voksenhold spænder vi vidt erfarings-, størrelses-, alders- og form-mæssigt. Det er sædvanligvis uproblematisk. De teknikker vi træner er netop udviklet med henblik på at kunne håndtere større/stærkere angribere. Og når vi ”Ruller” tager den stærkere/mere øvede hensyn til den mindre øvede, og får selv noget ud af træningen ved at skulle lære fra sig, fokusere på teknik frem for styrke, og lade sig selv komme i (og ud af) udfordrende situationer.
Vi træner hver mandag og onsdag kl. 18:00 – 19:30

