Jiu jitsu

”Jiu” kan oversættes til mild, og ”Jitsu” kan oversættes til teknik, så Jiu-jitsu kan i virkeligheden kaldes ”den milde teknik”, men ”mild” skal ses i stærk kontrast til de sværdteknikker samuraierne også anvendte.

Da vi i Jiu-jitsu ikke selv bruger våben, men godt kan forsvare os mod en bevæbnet modstander, kan man ikke altid genkende navnet ”mild”, men nogle af de grundlæggende principper og filosofien bag, hælder stadig mod at være fleksibel og afværgende i stedet for at sætte hårdt mod hårdt og være konfronterende.

Jiu-jitsu forsøger at sammenligne sig med et bambustræ der ligger sig ned når stormen kommer og svipper tilbage når stormen er passeret, Jiu-jitsu giver efter for at sejre, i modsætning til det store stærke egetræ, som ved at stå i mod stormen bliver revet op med rod.

Som forklaret i punktet Historie, kommer Jiu-jitsu først ind i billedet idet samuraien mister sit våben, og da det uden et sværd viser det sig at slag og spark er aldeles ineffektive mod en pansret modstander, benytter Jiu-jitsu sig i høj grad af låse, stranguleringer, kast og sårbare punkter for at overvinde en modstander i en fysisk konfrontation. Det var også af afgørende betydning for samuraien at han var i stand til at kæmpe effektivt uden at løbe tør for energi i løbet af kampen, og derfor anvender Jiu-jitsu ofte modstanderens egen kraft imod ham selv, gennem ballancebrydning.